COLIN ARCHER PROJEKT
MS Anni Thrysøe
At være opvokset i den lille fisker og havneby i Aså fik stor betydning for min mand Svend Jakobsen store interesse for de træskibe som var tilknyttet byen, men i lige så høj grad de forskellige træskibe der jævnligt benyttede havnen. Gennem årene styrkede han sin interesse ved at læse meget af den omfattende litteratur, som fandtes om emnet, men også ved at deltage i flere i træskibs-sejladser. Ligeledes fik han mulighed for at se mange forskellige træskibsprojekter og sejladser henholdsvis i England, Skotland og USA, samt gennem medlemsskabet af Maritim Kontakt.
Gennem årene modnes efterhånden tanken om at føre en gammel drengedrøm ud i livet, hvilket var årsag til at han sammen med broderen Erik Jakobsen i januar 1988 startede med at bygge Limfjordssjægten, som allerede blev søsat i juni samme år, og den dag i dag benyttes båden fortsat. Projektet blev en utrolig spændende og udfordrende opgave, glæden ved håndværket og det flotte resultat var årsag til, at han søgte nye udfordringer.
Nærmere undersøgelser af forskellige træskibes konstruktion og deres sejlegenskaber førte frem til Colin Archer’s spændende lodsbåd ”RS 1”, fordi den også kunne tilgodese behovet om at være en familiebåd, tegningerne blev rekvireret fra Norsk Søfartsmuseum i Oslo. Umiddelbart virkede det overvældende at se tegningerne og skulle i gang med så stort et projekt, men min mands store interesse for lodsbådens egenskaber var årsag til at han sammen med broderen snart begyndte med planlægningen af hvordan skibsbyggeriet kunne realiseres. Små savværker i Nord og Midtjylland (bl.a. Rold Skov og på Djursland) formåede at levere det specielle egetræ som skulle anvendes til spanterne, og allerede om efteråret 1988 kun få måneder efter Limfjordssjægten var færdig begyndte byggeriet på værkstedet, hvor de tidligere havde haft tømmer og snedker virksomhed. Til de forskellige arbejdsopgaver blev det nødvendigt at anskaffe en gammel stor og solid båndsav, der havde kapacitet til at fremstille både spanterne og svedekasserne. Ligeledes skete det også at det forhånd værende værktøj ikke kunne klare arbejdspresset, og det derfor blev nødvendigt at fremstille det selv ( f.eks. til at stoppe ” vat ” ind med), men også da de 1600 spigerhuller, navler og propper skulle isættes på hver side af båden. Det var fantastisk at se, hvordan skibskonstruktionen efterhånden tog form, men også se den store glæde, som projektet gav min mand, hans fascination af træets mangfoldigheder blev på alle måder indfriet. Han nød de store udfordringer, som han ofte blev konfronteret med og som han evnede at løse med baggrund i hans mangeårige erfaring som tømmer og snedker. Desværre trak broderen sig ud af projektet, min mand fortsatte byggeriet nogle år alene, men magtede til sidst ikke at færdigbygge sit livsprojekt, hvilket tog hårdt på ham.
Gennem årene har mange udenforstående mennesker hørt om båden og fulgt byggeriet, det har været en dejlig oplevelse med den store interesse, også for på denne måde at få indblik i deres fascination af det flotte træskib og den håndværksmæssige kunnen der lå bag.
Det betyder utroligt meget for mig, at der fortsat kommer personer som værdsætter min mands flotte arbejde og jeg håber og beder til, at den kan komme ud af den mørke hal så masser af mennesker kan få glæde af den fremover.
Jeg ved det er stort projekt at færdiggøre og jeg kan gribes af angst for at det ikke lykkedes at realisere skibsprojektet.
Masser af hilsner
Anni Thrysøe