Colin Archer
PROJEKT
i samarbejde med Lemvig Produktionsskole
Bestyrelsen for ”Colin Archer Laug, Lemvig” sender hermed det tredje nyhedsbrev ud til alle, der har vist projektet interesse.
Efter en veloverstået generalforsamling – torsdag, den 27. marts, tilbød Henning Lund at være tovholder på et formiddagshold, såfremt det var i orden for vores projektleder Bøje Tommerup. Der var straks stor opbakning til et sådant formiddagshold, så allerede tirsdag den 1. april kl. 9 – 13 mødtes de første frivillige.
Planen er, at der arbejdes på båden både tirsdag formiddag og tirsdag aften. Nu er vi heldigvis godt i gang, og I kan også følge arbejdsdagene i kalenderen på vores hjemmeside www.colinarcher.dk . Nogle få har arbejdet en enkelt onsdag aften samt et par tirsdage, så alle lister til garneringen er nu malet to gange og klar til opsætning.
Thomas Gundersborg har stået for svejsningen af to tanke i rustfrit stål til henholdsvis olie og vand. Poul Erik Jensen har givet tilsagn om at være med til at isætte disse tanke. Nu kan arbejdet med isætning af motoren også begynde. Motoren har netop den 1. april været slået i gang for første gang – den er helt nyrenoveret, så det er en stor glæde for os at erfare, at den også startes ved første forsøg.
Generalforsamlingen resulterede i et enkelt nyvalg, da Anne-Mette Flyvbjerg desværre måtte meddele, at hun ikke kunne modtage genvalg. Alle øvrige bestyrelsesmedlemmer ønskede genvalg, og dette ønske blev efterkommet, mens Flemming Kæmpe Nielsen blev nyvalgt.
Anne-Mettes indsats i forbindelse med anskaffelse af båden/særaftale om hjemtransporten med Redningsringen/opstaldning i Hal 8 hos Karl Erik Christensen samt indsamlingen af de mange penge til projektet, pt. 390.500 kr. fik stor ros og anerkendelse på generalforsamlingen.
Vi skal være opmærksomme på, at pengene er bevilget under forudsætning af, at projektet gennemføres i henhold til fremsendte budget (udarbejdet af Bøje Tommerup), herunder skal også nævnes, at der er en tidsfrist på fra ét til to år. Som Anders True udtalte på TV i sidste uge, arbejdes der på, at båden er færdig til pinsen 2015, hvor Lemvig
Træskibslaug er vært ved årets træskibsstævne – i denne forbindelse kan vi også informere om, at Lemvig Kommune velvilligt har ydet et rente- og afdragsfrit lån på 100.000 kr. Lemvig Produktionsskole har støttet os med ca. 50.000 kr. og senest har Hempel Skibsfarve sponsoreret maling til ½ pris, hvilket har betydet endnu et støttebeløb på ca. 12.000 kr., så nu har foreningen tilsagn om mere end 400.000 kr. til færdiggørelsen. Flot!
Generalforsamlingen opfordrede Kenneth Bro til at tage kontakt til Anne-Mette i håb om, at hun vil/kan fortsætte dette arbejde til målet er nået (ca. 1 mio. kr.) – Anne-Mette overvejer i øjeblikket om dette er en mulighed – det håber vi meget, da det er Anne-Mette, der har haft kontakten til alle bidragydere, og dermed gjort det muligt for foreningen, i samarbejde med de mange frivillige, at komme i gang med færdiggørelsen af denne smukke båd, som vil blive et flot vartegn for Lemvig, den dag – forhåbentlig i Pinsen 2015 – den stævner ud på fjord og hav!
Alle interesserede er velkomne til at deltage i arbejdet med færdiggørelsen, der er brug for mange hænder, og det er vores håb, at rigtig mange vil finde vej op til Hal 8 – der vil altid være en erfaren håndværker til stede, så alle vil kunne være med til at gøre en indsats, under kyndig vejledning, i disse fine omgivelser!
Tag din nabo med – vel mødt! – Mvh Colin Archer Laug.